URBANblog

Musikalsk Beregning

2 09 2007

Jeg har siddet og tænkt lidt og besluttede mig for at lave en lille udregning over bands og potentielle hit singler. Ifølge hjemmesiden www.census.org, så er der 2.682.587.047 mennesker i aldersgruppen 15-39. Hvis man nu antager at en promille af disse mennesker spiller og laver deres egen musik, så giver det 2.682.587 musikalsk kreative individer.

Nu er det jo ikke alle samme soloartister, så for at give et bedre syn på dette tal så grupperer jeg dem lige en gang. Hvis vi siger at der i snit er fire medlemmer i et band, mon det så ikke giver et godt syn på hvor mange kunstnere vi har i alt. Så er der også taget højde for soloartister og bigbands! Med fire medlemmer i hvert band, så kommer vi ned på 670.646 bands.

Nu er musikere jo meget forskellige mht. den kreative proces. Nogen spytter nye numre ud i et væk, imens andre lige kan lave et hvert halve år. Hvis vi siger at gennemsnitsbandet bruger 1 måned på at lave et nyt nummer, så giver det et årligt 8.047.761 nye numre, der ser dagens lys.

Kvaliteten af disse mange numre varierer jo meget, så lad os sige at 1 procent af disse nye numre har en kvalitet, der gør det interessant for en større gruppe mennesker. Så er vi nede på 80.477 sange årligt, der har en kvalitet, der kan retfærdiggøre dets eksistens. Med disse 80.477 numre om året, så giver det et dagligt resultat på 220 sange, der kan blive præsenteret i radioen, fjernsynet eller andre medier.

Med disse grove beregninger, så kan jeg konstatere at der er en matematisk usandsynlighed i mit liv. Det lader til at jeg rammer Rhianna med det forfærdelige nummer Umbrella hver gang jeg tænder for radioen!



Live musik i Sønderborg – en mangelvare!

19 08 2007

Fair nok – jeg vidste at der ville være væsentligt færre live koncerter i nærområdet, når jeg nu valgte at skifte København ud med Sønderborg. Men at det ville være så slemt, som det nu har vist sig, havde jeg ikke forestillet mig. Sønderborg har ét rigtigt spillested, og det er Sønderborghus. I de par måneder jeg nu har boet hernede, har der på deres hjemmeside stået, at efterårets program var under udarbejdelse, men at der ville være i nærheden af 50 koncerter når programmet var færdigt. Så med en vis spænding har jeg dagligt kigget hjemmesiden igennem for at se om programmet var blevet offentliggjort.

Det er det så nu – og hvilken skuffelse. Deres ”top”-koncerter er med Manfred Mann’s Earthband og Beth Hart, ikke lige noget jeg klapper i mine små hænder over. Derudover så er der en masse arrangementer, der mildest talt er noget suspekte. Tag f.eks. følgende ”Ester Brohus Trio”, ”Syng Med – Giro 413 favoritterne” og ”Salsa Loca” – det var ALDRIG gået på et spillested i København med en smule respekt for den musik de putter på scenen.

Der er dog et par lyspunkter i programmet, men det lader til at blive et magert musikalsk efterår. Af arrangementer der rent faktisk falder i min smag (eller i hvert fald i nærheden, og med det udvalg der er, kan man jo ikke være kræsen), er følgende.

15.09.07 - Husrok (mulighed for at se hvordan det lokale musikmiljø har det…)
21.09.07 - Grand Avenue (et OK navn)
22.09.07 - Rasmus Madsen (han er jo min navnebror!?!)
20.10.07 - Musikmesse (mulighed for at købe en masse musik)
26.10.07 - Boat Man Love (de gamle Inside The Whale drenge)
07.11.07 - Uffe Buchard (den lokale mode kendis holder foredrag!?!)
09.11.07 - Rogue State (et Københavnsk undergrundsband – det lyder lovende)
21.11.07 - Sebastian (skal sidde med en nisse når han spiller ”Når Lyset Bryder Frem”)
24.11.07 - A Kid Hereafter (nok det band jeg glæder mig mest til)
07.12.07 - Red Warszawa (en del af gymnasietiden – skal nok blive et sjovt genhør)

Og det var så lyspunkterne i et svagt efterårs program. Der er vel kun 2-3 af arrangementerne jeg ville have overvejet hvis jeg stadig var i nærheden af København, men hernede lader det til at man må ta’ hvad man kan få fat i… Jeg ser at de søger en ny leder på Sønderborghus, jeg håber bare at det bliver en med en ordentlig musiksmag (altså min!?!).
 



Musikalsk mærket

12 07 2007

Da jeg er blevet tagged af RockLobster, så må jeg jo hellere makke ret og følge reglerne og skrive 8 helt tilfældige musikalske facts om mig selv. Derefter vil jeg skamløst ”tagge” 8 andre bloggere, så de kan udkrænge deres musikalske liv på samme måde.

  1. Jeg har spillet i en del forskellige bands. Helt nøjagtigt så er det blevet til 12 forskellige bands godt blandet imellem cover røvballe bands og bands med ambitioner om at slå igennem med egne numre. Blandt de mange bandnavne har været ”Speed Juke Box”, ”Roben og Knud jam”, ”Swimm TV ish TV” og ”Ligustar”. Primært har jeg været med som bassist, men har dog også udfoldet mig på guitar, stueorgel, kazoo, blokfløjte, melodika og sågar som forsanger i et par enkelte numre.
     
  2. I den store britpop battle i start/midt 90’erne var jeg helt klart på Blur’s side. Ikke at jeg derved fornægtede de andre bands på scenen, men albums som ”Leisure”, ”Modern Life Is Rubbish” og ”Parklife” havde meget mere kvalitet sammenlignet med resten af udvalget på det tidspunkt.
     
  3. I 8. klasse var jeg i praktik på Radio Kattegat (stjernen i det nordsjællandske) hvor jeg i en uge var studievært. Efter endt praktik havde jeg imponeret ejeren så meget, at jeg forsatte i lidt over et år med at lave et ugentligt program på stationen. Det bød både på gode og pinlige oplevelser. Den værste var nok da jeg spillede Take That ”Back For Good” og valgte at skråle med på nummeret, vel at mærke uden at opdage at jeg havde glemt at skrue ned for mikrofonen – hvem sagde pinligt?
     
  4. Jeg har været på Roskilde festival fem gange og på Midtfyns festival (da denne stadig eksiterede) to gange. Selvom jeg efterhånden er ved at komme op i årene, så har jeg bestemt ikke været på min sidste festival. Jeg synes at der er noget helt specielt ved den stemning der opstår, når så mange mennesker er samlet.
     
  5. Jeg har været til et utal af koncerter og det vil blive svært at vælge en favorit koncert imellem alle de fantastiske oplevelser der har været. Skulle jeg vælge en favorit sidste år ville det dog nok blive Anthony And The Johnsons i Falkoner Salen. Havde fået fat i et par billetter, der ikke var i den dyreste klasse, men det viste sig at det var på første række. Det var en helt utrolig koncert og selvom jeg var en smule skeptisk da jeg kom ind i salen, så endte det med at jeg var fuldstændig solgt efterfølgende. Andre koncerter der stadig står klart i hukommelsen er Blur i Store Vega, Presidents Of The United States Of America på gul scene på Roskilde og TV2 i Pumpehuset (maraton koncert).
     
  6. Den første CD jeg fik, var Nirvana ”Nevermind”, som fulgte med konfirmationsanlægget. Jeg var dog en stor pop dreng på det tidspunkt, så den første hverdag efter festen var jeg nede hos den lokale pladebiks i Helsinge og bytte den til opsamlingsalbummet ”Coma The Album 1”. Jeg er dog sidenhen blevet tilrettet og ejer i dag ”Nevermind” og ikke et eneste Coma album. Hvad tænkte jeg dog på!?!
     
  7. Den seneste CD jeg har købt er The White Stripes ”Icky Thumb”, som er så frisk at jeg ikke helt har fået dannet mig et indtryk af den endnu – mere herom senere.
     
  8. Et godt bud på en top 5 over favoritplader kunne være følgende (det skifter lidt ind imellem)
                         1) Jeff Buckley ”Grace”
                         2) Love Shop ”GO!”
                         3) Blur ”Modern Life Is Rubbish”
                         4) Sonic Youth ”Daydream Nation”
                         5) Kent ”Isola”

Nu ville jeg så have tagget de bloggere der senest har skrevet om musik, men de er allerede blevet ramt, så det kan være der kommer en “tag” senere…



Roskilde festival 2007

1 07 2007

Fra og med i nat starter Roskilde festivalen for alvor, og i år bliver det uden undertegnede. Tiden tillader det desværre ikke i år, men det på trods, så skal der da skrives lidt om denne årlige begivenhed alligevel. I år kunne have været min 6 gang på dyrskuepladsen og det er da med lidt blandede følelser at jeg melder mit fravær…

Jeg synes at musikprogrammet på festivalen i år er et af de bedre, og med navne som Muse, QOTSA, Red Hot Chili Peppers, Arcade Fire, Arctic Monkeys, The Flaming Lips, The Killers, Björk, Klaxons og mange mange flere, så burde der være grundlag for en del store oplevelser. En del af de bands, der kommer i år har jeg heldigvis set tidligere i andre sammenhænge, men der er altid noget specielt ved at se dem på Roskilde.

For at komme lidt lettere over det faktum at imens 90.000 mennesker fester løs i det midtsjællandske, så må jeg fordrive tiden med at arbejde og flytte, så har jeg lavet en liste over ting jeg bestemt IKKE kommer til at savne ved festivallen…

  • Jeg kommer ikke til at savne at skulle sove i telt. Man vågner altid op til at alt er gennemblødt af regn eller koger pga. solen. Det slår aldrig fejl.
  • Jeg kommer ikke til at savne fulde svenskere der prøver at brænde deres telte af!?!
  • Jeg kommer ikke til at savne at stå i kø til alt.
  • Jeg kommer ikke til at savne de habile tømmermænd man sparer op i løbet af ugen.
  • Jeg kommer ikke til at savne mudder (i tilfælde af regn)
  • Jeg kommer ikke til at savne skoldninger (i tilfælde af sol)
  • Jeg kommer ikke til at savne programlægningen, der altid gør at de to bands man allerhelst ville høre spiller samtidigt.
  • Jeg kommer ikke til at savne at slæbe øl fra byen til pladsen.
  • Jeg kommer ikke til at savne toiletterne.
  • Jeg kommer ikke til at savne pisserenderne.
  • Jeg kommer ikke til at savne teltbaduner, som jeg med min begrænsede motorik af en eller anden grund altid falder over en snes gange i løbet af en uge.

Og sådan kunne jeg blive ved, men det ændrer dog stadig ikke det mindste på det faktum, at jeg kommer til at savne lejrlivet, musikken, sammenholdet og hele stemningen. Disse fire elementer er i sig selv nok til at udradere alle ulemper man måtte komme frem til.

Så til alle der skal på Roskilde i år vil jeg ønske rigtig god fornøjelse – jeg er kun en anelse jealous…



Tak til Dúné

22 06 2007

Efter at have været i en musikalsk krise igennem længere tid, hvor jeg ikke har kunne tage mig samme til andet end at høre de gamle tyndslidte plader og flygtigt bladre igennem gamle nussede eksemplarer af Q, så besluttede jeg mig for at vågne op til dåd igen. Men hvordan bliver man motiveret til musikken, når der sker så meget andet omkring en? Svaret er selvfølgelig at få opdateret iPod’en!?! 

Men nu er jeg jo pt. 350 km væk fra min elskede plade samling, så der måtte investeres. ”What to buy, what to buy???”. Jeg kom i tanke om at Dúné’s debutplade vist var kommet i handlen, og da jeg var faldet pladask for deres fandenivoldskhed i nummeret ”Bloodlines”, så virkede netop denne plade som et glimrende valg. Så efter arbejdet cyklede jeg ned forbi Fona i Sønderborg og fik fundet ”We Are In There You Are Out Here” frem fra butikshylden. 150 kroner!!! Det er godt nok længe siden jeg har givet så meget for en CD – man bliver vel en smule forvent med at få tilsendt anmelder eksemplarer og ellers handler på det tvivlsomme CD-Wow. Men jeg skulle have den og det skulle være med det samme. 

Og hvilken debutplade de purunge medlemmer i Dúné har fået lavet. Der er energi, der er synth, der er den gode melodi, de taktfaste beats og ungdommens ligegyldighed med det hele. Fra først guitarfræs og taktfaste hi-hat i åbningsnummeret ”The Last Dinosaur In Congo” til den sidste følsomme synth akkord bliver sluppet i ”Go Go Valentina”, var jeg som tryllebundet. Nuvel, de har ”lånt” en del af andre bands, så som sådan er det ikke vanvittigt nyskabende, men hvad de til tider mangler i innovation kompenserer de for med energi. Fair trade!!!  

”We Are In There You Are Out Here” har kørt i fast rotation på iPod’en siden da og der er ikke noget der tyder på at det skifter forløbigt, da det er en plade, der har meget at byde på.

Hør mere til Dúné på deres myspace side www.myspace.com/dunesite